71 755 766

Privatlivsindstillinger

Street art!

Som du kunne læse i part 1, synes jeg udstillingen var rigtig fed! Jeg valgte dog at dele artiklen i 2 dele, da den blev meget lang… (og jeg blev træt…) Nu er der gået den lovede uge – og her kommer anden del af min gode oplevelse på Brandts Klædefabrik i Odense.

I denne artikel kommer der en kort beskrivelse og billeder af de sidste 6 kunstnere og deres værker. Læs om: perlepigerne fra Oeps Crew, Invader, Bujahuli,  Otto Maja fra Finland og ikke mindst Slinkachu’s små mænd og Mentalgassi med deres vildt fede måde at skabe overraskelser i eksempelvis hegn på gaden. God fornøjelse med læsningen, håber det kan inspirere dig nok til at tage et smut til Brandts Klædefabrik i Odense.

 

Oeps Crew (DK)

De to piger fra Oeps Crew har været i gang siden 2006. Og siden 2006 har de produceret perleplader med Hama perler. Selv om perlepladerne kan virke uskyldige er budskaberne ofte politiske og stærke. De er også kendt for at brande deres navn “Oeps Crew” eller ofte bare “Oeps”.

Oeps Crew 2012 - Street Art: The New Genereation

 

Invader (FR)

som navnet antyder kommer inspirationen ganske rigtigt fra arcadespillet fra starten af 80’erne. Det lægger også form til Invaders kendetegn, der er en mosaik af de spaceinvaders der optrådte i spillet. Placeringen af figurerne er ikke tilfældigt udvalgte steder, men nøje planlagt, så det skaber den helt rigtige mening og ses af mange.
På udstillingen på Brandts har Invader også lavet to billeder med RubikCubisme – billeder der er lavet af Rubick’s Cube terninger.

Invader - Street Art: The New Generation på Brandts Klædefabrik

Bujahuli (FIN)

2 Finnere med den mærkeligste forhistorie. I programmet står der at de ved en tilfældighed mødte hinanden i de mørke, Finske skove i 1708 (!). Deres inspiration kommer fra tegneseriehelte fra 1990’erne og i ting fra deres barndom. Bujahuli har været med til at skabe The Nimi Coolective. De har både lavet værker indenfor, men også et par stykker i området uden for selve kunsthallen.

Bujahuli - The Nimi Collective - Street Art: The New Generation

 

Otto Maja (FIN)

Otto Maja har virkelig fået noget plads at boltre sig på på udstilingen. Og for at være helt ærlig, så forstår jeg det godt! Synes det er rigtig godt, fede farver og en rød tråd igennem det hele. Otto Maja har været en af pioneererne på den finske street art scene, og dyrker alle former for street art. Han har ikke kun malet street art, midt på det ene værk er der et tv der viser hans rejse fra de 1000 søers land til opførelsen af de kunstværker der er på udstillingen.  Virkelig en fed overraskelse på udstillingen!!

Otto Maja - Street Art: The New Generation på Brandts Klædefabrik

 

Slinkachu (GB)

Slinkachu er repræsenteret på udstillingen med en stak fotografier. Det er billeder fra Slinkachu’s “Little People Project”, hvor små minaturefigurer optræder i den store virkelighed i forskellige scener. Humoren er på sit højeste, og der er mange sjove eksempler på, hvordan man kan være lille i en storby. Billedet af mennesker der står og varmer sig på et cigaretskod gav mig her i Odense med det samme associationer til H.C. Andersens eventyr om “Den lille pige med svovlstikkerne” – bare en lidt sjovere udgave… Hans værker er så små at de ikke holder så længe. Derfor fotograferer han dem for at forevige dem.

Slinkachu - Street Art: The New Generation på Brandts Klædefabrik

 

Mentalgassi (D)

Mentalgassi er ikke kun 1 person, men et street art kollektiv fra Berlin. De havde på udstillingen lavet 4-5 hegn, hvorpå de havde lavet ansigter på siden af hegnene. Set forfra ligner det ganske almindelige hegn, men kommer man fra siden får man enten et smil eller et andet ansigtsudtryk med på vejen! Virkelig fedt lavet!!

Mentalgassi - Street Art: The New Generation på Brandts Klædefabrik

 

Tag afsted til Brandts Klædefabrik!

Som et afsluttende ord kan jeg næsten ikke andet end at opfordre  til at komme til Odense i en fart! Jeg synes at Brandts Klædefabrik med “Street Art: The New Generation” har fået lavet en rigtig fed og stemningsfyldt udstilling, der viser hvad street art er!
Jeg havde en rigtig god eftermiddag, hvor jeg fik masser af indirekte inspiration – og åbnet øjnene for, hvad street art også kan være; det overraskende element i en hektisk hverdag. Street art kan bruges til at vende hoveder, skabe smil på læben eller til at imponere!
Ærgerligt er, at en del af kunstværkerne forsvinder sammen med lukningen af udstillingen i november! Men sådan er det jo også med street art i det offentlige rum. Skynd dig på den nærmeste bus, bil eller tog til Brandts Klædefabrik i Odense inden den 25. november 2012!!

 

 

Hvem kan jeg opleve på “Street Art: The New Generation” på Brandts Klædefabrik?

Man kan bl.a. opleve værker af: Mester88 (Danmark), Toasters (England), Mentalgassi (Tyskland), Bujahuli/Nimi Collective (Finland), Thomas Lægaard Sørensen/Koolbandi (Danmark), Storm/Heavy Artillery Crew (Danmark), Miss Take (Danmark), Tejn (Danmark), Slinkachu (England), Kill The Bro (Danmark), Oeps Crew (Danmark), Invader (Frankrig), Otto Maja (Finland).

 

Find vej til “Street Art: The New Generation”

Vis stort kort