Fotoworkshop i Købenahvn med Mattias Klum
Jeg var så heldig at vinde én af 5 pladser på en fotoworkshop med Mattias Klum i en konkurrence på Instagram. Konkurrencen der var udskrevet af flyselskabet KLM gik i sin enkelthed ud på at tage billeder af dyr – men ikke dyr som man kender dyr. Det kunne være abstrakte figurer der lignede et dyr, eller et træ der eks. lignede en elefant osv. Man skulle poste billedet på Instagram med tagget #klmrareanimals.
Mit sjældne dyr
Jeg havde på en flyvetur kort tid inden konkurrencen haft fornøjelsen at sidde ved vinduet ud for vingen, så her havde jeg fået et billede som kunne bruges. Den endte med at hedde “verdens største haj” – og sikrede mig en plads på denne fotoworkshop, der blev afholdt i København. Hvilken fed og anderledes præmie! En dag med National Geographic fotografen Mattias Klum – en dag med en af verdens dygtigste (og modigste) fotografer!!
Mattias Klum
Mattias Klum er svensker og kommer fra Uppsala i det nordøstlige Sverige. Som 23-årig blev han professionel fotograf for National Geographic, og har i over 25 år været på rigtig mange ekspeditioner rundt om i verden. Borneos jungle, på Galapagos eller i Sydamerika, Indien eller et andet sted på kloden. Mattias har været på opgaver i over 100 forskellige lande.
Mattias er ligeledes fortaler for og engageret i vores klodes velbefindende og arbejder ligeledes sammen med WWF, Greenpeace og andre græsrodsbevægelser.
Fotoworkshop i vinterkulden
En bidende kold mandag i marts 2013 mødtes vi på Scandic Copenhagen med Mattias, hørte lidt om Mattias’ baggrund, og så var vi klar til at komme i gang.
Meningen var at vi skulle ud i nærområdet og fotografere, og for at begrænse emnet, havde Mattias givet os 4 keywords, som vi skulle tage billleder af.
- Sensual
- Power of Life
- Happiness
- Loneliness
Vejret udenfor var koldt, meget blæsende og lidt gråt i gråt. Men det var bare et ekstra krydderi i forhold til at finde motiver.
Sensual
Vi startede med at gå langs søen, hvor der var forskellige muligheder. Hvad er sensuelt, når der er minusgrader udenfor og ens fingre er ved at fryse af?
Så det var med til at give kreativiteten en tand ekstra. Sensualitet kan gengives som det det er – men også ved hjælp af farver eller bløde, sensuelle former. Mit valg faldt lidt ironisk på et kondom, der under søernes is skinnede igennem med sin sensuelle, lyserøde farve.
Power of Life
Livets kraft – kan tolkes på mange måder! Det kan være ting i bevægelse, noget der ikke kan stoppes, noget menneskeskabt, fremtidens kraft, eller alternativ energi….
Mit “Power of Life” billede blev S-Toget der forlader perronen med mennesker der fortsætter den anden vej ud i livet. Havde valgt en lang lukketid, hvilket forklarer det rystede look.
Happiness
Glæde – en situation der sætter smil på læben, noget sjovt eller noget der kan gøre en glad. Istedgade var her på formiddagen allerede fyldt med glædespiger, som bestemt ikke lignede noget der var ‘happy’ for deres job – og da slet ikke i denne kulde.
For mit vedkommende blev happiness et stykke streetart, – en pasteup af to øjne foran et kloakrør, så det i den grå farve danner noget der minder om en glad elefant. Et ulovligt stykke kunst, som skaber et varmt smil på læben.
Loneliness
Ensomheden er alle steder, og bestemt også på Vesterbro. Det kan være en ting der skiller sig ud fra alle andre, som form eller farve. Det kan også være et menneske, eller et andet levende væsen. Jeg fandt mit motiv, da vi entrerede Københavns Hovedbanegård. På bænkene sad en mand med sin flaske sprut. En sørgelig skæbne uden fart i livet på den meget trafikerede banegård.
Fotosafari som aktivitet
På trods af kulden og vinden var denne fotoworkshop en rigtig fed oplevelse! Det at skulle finde frem til noget, som passer på de keywords man har fået var rigtig spændende.
Og man behøver ikke tage så pokkers langt væk for at lege fotosafari. Faktisk er det en fantastisk måde at lære sin egen by at kende på denne måde. Kig op, kig ned – der er gode motiver alle vegne!
Jeg kan på det varmeste anbefale at tage afsted med sit kamera og et par keywords, og så skyde løs. Har du tilpas mange billeder på samme keyword kan du lave en collage, en bog eller hvem ved – måske en hel udstilling!? Rigtig god fornøjelse!!
Hverdags fotoworkshop med Instagram
Man behøver ikke tage få flere timers fototur ad gangen! har du en smartphone kan du nemt tage her-og-nu billeder og vise hele verden dem. Hent Instagram app’en, opret en bruger og du er klar til at poste billeder, tekst og tags med dine daglige oplevelser.
Mit brugernavn på Instagram er JoggeT – du er mere end velkommen til at følge mig!